Du er her

Norsk minister begejstret for Københavns innovative Borgerservice

Danmark sprinter foran Norge i digitaliseringsløbet, specielt når det gælder digital selvbetjening og Digital Post projektet, og det var da også en tilpas imponeret minister, der efter besøget kunne drage nordpå med mappen fuld af gode københavnske digitaliseringsidéer.

”Jeg tror, vi i Norge har meget at lære af de danske myndigheder.” Sådan sagde den norske kommunal- og moderniseringsminister, Jan Tore Sanner, efter et besøg i Borgerservice Indre By. Ministeren kom for at lære mere om, hvordan Københavns Kommune arbejder med digitalisering.

”Jeg kan godt lide den måde, borgerservice hjælper borgerne over på de digitale kanaler (red. digitalselvbetjening). Det mobile servicekontor (red. 2GO cykler) er en spændende måde at tilbyde tjenester på og samtidig sørge for, at tilflyttere kommer over på de digitale kanaler. Det frigør også ressourcer til at hjælpe dem, som trænger mest.”

Ministerens anerkendelse af Københavns innovative digitaliseringsløsninger glæder Thomas Jakobsen, direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen:

”Det vigtigste er, at vi leverer en god service og hjælper borgerne godt gennem digitaliseringsprocessen, men det er da altid rart at blive bekræftet i, at det man gør, gør man godt.”

Kommunal- og moderniseringsminister Jan Torre Sanner lod sig inspirere af, hvordan København har forenklet borgernes møde med kommunen.

”Det offentlige er til for borgeren – ikke omvendt. Vi skal tilbyde tjenester på brugernes præmisser og fjerne barriererne på vejen. Det gør I i København, og det vil jeg tage med hjem til Norge.

Thomas Jakobsen lagde under ministerbesøget vægt på, at københavnerne med Borgerservice nu kan nøjes med én indgang til det offentlige i København. Med hele 428 kommuner i Norge er netop den enkle indgang for borgeren meget interessant for den norske minister:

”Jeg blev inspireret af, hvordan København møder sine borgere. Her forudsætter man ikke, at borgerne ved, hvordan det offentlige har valgt at organisere sine tjenester, men tilbyder i stedet borgeren én indgang til det offentlige og hjælp og vejledning til at løse sin sag.”

Den norske minister havde på sin tur følge af TV 2 Norge, der skal vise nordmændene, hvordan København giver borgerne den bedste borgerservice.