Du er her

Nu er alle byggesager tilgængelige på nettet

Nu ligger alle afsluttede byggesager i Skanderborg Kommune tilgængelige i et elektronisk byggesagsarkiv, som kan findes på skanderborg.dk/byggeri.

I foråret skiftede Skanderborg Kommune til et nyt system til håndtering af dokumenter. Tidligere var kun tegninger fra før kommunesammenlægningen i 2007 digitalt tilgængelige, men nu er alle byggesager, der er afsluttet siden 2007, også overført til det nye arkiv. Samlet betyder det, at arkivet er helt up to date.

I Det elektroniske byggesagsarkiv kan man nemt og hurtigt selv tilgå arkivet og finde tegninger og tilladelser samt tidligere korrespondancer vedrørende en ejendom i kommunen, f.eks. i forbindelse med salg af et hus.

- Vi er glade for at være i mål med digitaliseringen, fordi det gør det nemmere for borgerne og medarbejderne i ro og mag at finde de ting, de skal bruge. Vi sparer både tid og penge, fordi vi nu ikke længere skal lede i gamle arkiver og sende post frem og tilbage til borgeren. Og den tid kan vi bruge på andre opgaver, fortæller Gitte Just, byggesagsbehandler i Skanderborg Kommune.
Populært system

Indtil videre har der været 17.000 opslag i arkivet, som enten er foretaget af borgere, ejendomsmæglere, rådgivere eller andre interesserede. Samtidig har der været foretaget 16.000 opslag af interne medarbejdere, typisk i Teknik og Miljø, som ofte har brug for arkivmateriale.