Du er her

Nu præsenteres ny dansk viden om it og læring

Som afslutning på fem store demonstrationsskoleforsøg om it-baseret læring bliver resultaterne nu præsenteret på en åben konference.

Gennem snart tre år har fem store forskningsprojekter undersøgt forskellige aspekter af it-baseret læring og hvad det betyder for elevernes læring, at it bliver en del af i undervisningen. Bag forskningen står Aalborg og Aarhus Universiteter i samarbejde med alle landets professionshøjskoler. Forsøgene er foregået på i alt 29 skoler, der har stillet sig til rådighed som demonstrationsskoler.

Nu præsenteres resultaterne på en afslutningskonference for demonstrationsskoleforsøgene torsdag den 8. oktober.

I projekterne har man blandt andet undersøgt, hvordan it-anvendelse virker på undervisningsdifferentiering, innovation, elevproduktion, fagdidaktik og målstyret undervisning.

På konferencen vil den canadiske skoleforsker Michael Fullan komme på besøg for at holde et oplæg. Michael Fullan er anerkendt for sin forskning i skoleledelse, og han er en af hovedkræfterne bag den succes, som de canadiske skoler oplever lige nu. Den canadiske skolesucces har stor international bevågenhed - ikke mindst i Danmark.