Du er her

Ny administrerende direktør på OUH

Region Syddanmark ansætter Niels Nørgaard Pedersen som ny administrerende sygehusdirektør på Odense Universitetshospital.

Region Syddanmark har i dag ansat Niels Nørgaard Pedersen som ny administrerende sygehusdirektør på Odense Universitetshospital/Svendborg Sygehus.
Niels Nørgaard Pedersen er 50 år og kommer fra en stilling som administrerende sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt – en anden af Region Syddanmarks fire somatiske sygehusenheder.

I sit nye job får Niels Nørgaard Pedersen sammen med de øvrige fem direktører i direktionen det overordnede ansvar for ledelsen af OUH, der er et af landets største sygehuse med knap 100.000 indlagte patienter hvert år, flere end 10.000 medarbejdere og et samlet budget på 6,2 mia. kr.

- OUH er inde i en rivende udvikling og har på det seneste markeret sig som ét af landets førende universitetshospitaler, når vi taler behandlingskvalitet, forskning og en økonomi i balance. Jeg har tillid til, at Niels Nørgaard Pedersen med mange års erfaring som topleder er den rette person til at videreføre strategien, som har bragt sygehuset så langt, siger Jens Elkjær, der som sundhedsdirektør i Region Syddanmark bliver Niels Nørgaard Pedersens nærmeste leder.

I stillingen afløser Niels Nørgaard Pedersen, Jane Kraglund som 1. januar begyndte i jobbet som universitetsdirektør på Aarhus Universitet.

- OUH/Svendborg Sygehus er en spændende organisation, der har udviklet sig markant i de senere år. Det er med yderligere ambitioner og visioner for de fynske og syddanske patienter, at jeg vil gå ind i jobbet som administrerende sygehusdirektør. At være universitetssygehus forpligter - især i forhold til patienter og forskning. Den forpligtigelse skal vi løfte. OUH/Svendborg Sygehus skal også i fremtiden være det rigtige valg for patienter, personale, forskere og samarbejdspartnere, siger Niels Nørgaard Pedersen.

Niels Nørgaard Pedersen begynder i sit nye job 1. marts 2015.

Stillingen som administrerende sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt vil blive slået op snarest muligt.