Du er her

Ny analyse skal styrke vejledning og håndhævelse

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen igangsætter en analyse, der skal styrke grundlaget for at håndhæve og vejlede om konkurrencereglerne. Analysen vil blandt andet afdække danske virksomheders fokus på konkurrencereglerne.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger:

"Det har stor betydning for både forbrugere og virksomheder, at vi har en konkurrencelov, der også i praksis understøtter effektiv konkurrence. Ved at afdække virksomhedernes kendskab til og arbejde med at efterleve reglerne får vi et godt afsæt for at forbedre både vores vejledning om og håndhævelse af konkurrenceloven."

Analysen af danske virksomheders fokus på konkurrenceloven skal blandt andet belyse virksomhedernes kendskab til samt deres motivation for at efterleve konkurrencereglerne. Nogle af resultaterne ventes at kunne sammenlignes direkte med resultaterne i analysen "Virksomhedernes arbejde med at efterleve konkurrence- og forbrugerlovgivningen", som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretog i 2012.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer interessenter til at byde ind med problemstillinger eller fakta, som kan have betydning for analysen af danske virksomheder og konkurrenceloven.

Kontaktinformation for henvendelse kan findes gennem nedenstående link.