Du er her

Ny app skal bekæmpe diskrimination og hadforbrydelser i København

Hver tiende københavner har oplevet at blive diskrimineret indenfor det seneste år, men det er de færreste, der går videre med deres oplevelse. Det vil Københavns Kommune lave om på.

Københavnerne får nu et værktøj, der gør det nemt at registrere det, når de oplever diskrimination og hadforbrydelser – enten mod dem selv eller andre. Københavns Kommune lancerer i samarbejde med Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold appen ’Stemplet’, der skal være med til at kaste lys over den diskrimination og de hadforbrydelser, der foregår i byen.

De data, som registreres via appen Stemplet, skal give Københavns Kommune et overblik over den diskrimination, der foregår i byen, for derfor at kunne skærpe indsatsen på området og sætte ind, hvor det er nødvendigt.

Anna Mee Allerslev, radikal beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, siger om indsatsen:

”Vi håber, at københavnerne tager appen til sig og vil bruge den, så vi politikere og andre kan sætte mere effektivt ind overfor diskrimination og hadforbrydelser i København. Problemet i dag er, at vi ikke ved nok om den diskrimination, som foregår i vores by, hvem det går ud over, og på hvilken måde folk bliver udsat for det. Det skal den nye app råde bod på, så vi kan handle mere effektivt og på et oplyst grundlag.”

En app, der gør en forskel
Københavnerne kan gratis downloade den nye app til deres iPhones eller Android smartphones. Herefter kan de med telefonen i hånden let registrere, hvis de oplever diskrimination eller hadforbrydelser – enten mod dem selv eller en medborger. Appen giver brugeren mulighed for at beskrive, hvor det skete, om diskriminationen blev begået på grund af eksempelvis etnicitet, køn, alder, handicap, seksuel orientering eller tro, om der var fx tale om afvisning, vold, hærværk, tilråb eller lignede.

Appen er en del af en større indsats mod diskrimination og hadforbrydelser, der også går under navnet Stemplet. Målet med appen er at få registreret flere tilfælde af diskrimination og hadforbrydelser, så der kommer en større viden på området, som skal omsættes til konkret forebyggelse og andre fremadrettede tiltag, som skal bekæmpe problemet.

Vis din støtte
Lanceringen af appen vil først og fremmest foregå via de sociale medier som en del af Stemplet-indsatsen. Her vil en række kendte københavnere blive opfordret til at hjælpe med at sprede Stemplets budskaber og skabe opmærksomhed omkring appen.

Du kan også vise din støtte og sprede budskabet blandt andet ved brug af GO-CARDS. Fra og med 23. oktober vil der være GO-CARDS overalt i byen med et Stemplet klistermærke. Det kan man tage af og klistre på sig selv, sin laptop, telefon eller andet og tage et billede af det til Instagram og/eller Facebook og dele det under hashtagget #stempletkbh.
 
Appen er blevet finansieret i samarbejde med Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. Målet er, at den skal udbredes til resten af landet.