Du er her

Ny centerchef til Lyngby-Taarbæk Kommune

Lisbeth Røgind skal stå i spidsen for Center for Arealer og Ejendomme. Hun kommer fra en stilling som Campus Development Director på Copenhagen Business School.

Lisbeth er arkitekt af baggrund og har mange års ledelseserfaring. På CBS har hun bl.a. haft ansvar for drift, vedligeholdelse og udvikling af 130 000 kvm. bygninger og grønne anlæg i en tid, hvor universitetet
har stået midt i en rivende udvikling.

Lisbeth Røgind ser frem til sit nye job og siger: ”Jeg glæder mig til arbejde med kommunens ejendomme og arealer. De mange grønne arealer, skønne bygninger og udviklingsprojekter er hver dag centrale for borgernes og de besøgenes oplevelser i Lyngby-Taarbæk. Jeg ser frem til at bidrage til velfungerende rammer sammen med kollegaerne i centeret, så vi fortsat kan gøre en værdifuld forskel for alle, som bor i og besøger kommunen.”

Igennem sine lederopgaver har Lisbeth særligt haft fokus på kollegernes trivsel, kompetencer og god udførsel af opgaverne, så der blev gjort en mærkbar forskel.

Direktør Pernille Holmgaard siger: ”Stærke ledelseskompetencer og en solid faglig baggrund, som matcher centerets kerneopgaver, er nogle af de ord som passer på Lisbeth. Hun kan både håndtere den nære opfølgende opgave, der hvor borgerne dagligt ser forskellen. Og så evner hun også at styre store projekter og sikre kvalitet inden for en politisk ramme. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Lisbeth som ny centerchef for Arealer og Ejendomme”.

Lisbeth er 48 år, bor i Holte med sin mand og tre børn mellem 11-15 år. Hun fortæller bl.a., at hun kender kommunen, hvor hun flere gange har løbet Den Grønne Halvmarathon, senest i maj. Derudover er interesserne natur, arkitektur og rejser. Lisbeth begynder den 1. august 2017 i Center for Arealer og Ejendomme.