Du er her

Ny kommunaldirektør i Norddjurs

44-årige Christian Bertelsen bliver ny kommunaldirektør i Norddjurs Kommune. Han tiltræder i sit nye job den 1. august 2017.

Det var en enig kommunalbestyrelse, der på et ekstraordinært møde onsdag d. 28. juni besluttede, at Christian Bertelsen efter sommerferien skal stå i spidsen for Norddjurs Kommune og dens 3.500 ansatte.

Christian Bertelsen er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og kommer fra en stilling som vicekommunaldirektør i Skive Kommune. Han har tidligere været personale- og udviklingschef i Esbjerg Kommune og før det været ansat som projektchef i BDO Kommunernes Revision og kommunalforsker på Aarhus Universitet.

”Vi får med Christian en kommunaldirektør, der er bredt funderet i kommunale forhold, - bl.a. kommunens opbygning og funktion. Han har også erfaring med at arbejde i et tæt samspil mellem det administrative og politiske niveau. Han har derudover solid erfaring indenfor økonomi og personaleledelse,” udtaler borgmester Jan Petersen.

Christian Bertelsen er som nævnt pt. ansat som vicekommunaldirektør i Skive Kommune. Det er en kommune, som på mange måder minder om Norddjurs, og den kommende kommunaldirektør har derfor en god forståelse for og erfaring i, hvordan man skal sikre den fremtidige udvikling af Norddjurs som kommune og organisation.

”Som vicekommunaldirektør har Christian varetaget mange eksterne funktioner og interesser. Disse erfaringer vil vi kunne bruge i udviklingen af Norddjurs Kommune både som erhvervskommune og som bosætningskommune. Christian er analytisk stærk, fagligt velfunderet og dygtig til at skabe gode relationer. Jeg ser frem til at arbejde sammen med ham, og jeg er sikker på, at han på bedste vis vil udvikle Norddjurs i samarbejde med kommunalbestyrelsen, medarbejdere og borgere,” slutter Jan Petersen.

Christian Bertelsen ser frem til at kaste sig ud i sit nye job, hvor han vil bruge den første tid på at lære organisationen og kommunen at kende:”Jeg glæder mig selvfølgelig meget til at møde alle de dygtige medarbejdere i Norddjurs Kommune, og også til at skabe resultater og bruge min erfaring fra Skive Kommune, som på mange måder minder om Norddjurs. Det kan for eksempel være at tiltrække nye borgere, skabe optimale rammer for erhvervslivet og bidrage til, at Norddjurs’ by- og landområder fortsat spiller godt sammen og styrker hinanden,” fortæller Christian Bertelsen og han tilføjer:

”At skabe resultater sammen med politikere, borgere, medarbejdere, erhvervs- og foreningsliv i samspil med vores nabokommuner ser jeg meget frem til. Sammen med Business Region Aarhus og Region Midtjylland skal vi udvikle Norddjurs som en del af et stærkt Østjylland i vækst,” pointerer han.

Christian Bertelsen bor sammen med Lene i Højbjerg syd for Aarhus og har to børn, Isabella og Victoria, på 13 år. Familien er i fokus, når Christian Bertelsen holder fri, hvor en af de fælles interesser er tennis.

Der var 11 ansøgere til stillingen som kommunaldirektør i Norddjurs Kommune.