Du er her

Ny kommunaldirektør til Ærø

Allan Krogh Filtenborg, jurist med kommunal ledererfaring, bliver ny kommunaldirektør i Ærø Kommune. En enig kommunalbestyrelse har ansat ham efter anbefaling fra et ligeledes enigt indstillingsudvalg.

Allan Krogh Filtenborg tiltræder stillingen som kommunaldirektør i Ærø Kommune 1.august 2017 og afløser Lars Rud, der går på pension efter at have bestredet posten siden kommunesammenlægningen i 2006.

Allan Krogh Filtenborg er 43 år, uddannet jurist fra Århus Universitet i 2002 og har desuden en Master i Offentlig Ledelse fra SDU/AU. Han kommer fra en stilling som afdelingsleder i Center for Ejendomme og Teknisk Service ved Svendborg Kommune. En stilling, han har haft siden oprettelsen af centeret i 2014. Filtenborg har gennem dette hverv opnået solid erfaring med organisationsopbygning og udviklingsstrategier, tværgående og involverende samarbejder, samt effektivisering og serviceoptimering.

Fra 2012-2013 var Allan Krogh Filtenborg leder af Borgerservice i Svendborg Kommune. Han indledte den kommunale karriere i 2004, som jurist i førnævnte kommune, efter jobs som advokatfuldmægtig i Sygehus Fyn og hos Advokataktieselskabet Bertel Rasmussen og Fialin. Derudover har Allan Krogh Filtenborg været deltager - og i nogle tilfælde også projektleder - i diverse udviklingsprojekter; heriblandt Svendborghallerne, Tankefuld, Beredskab Fyn m.fl. - og så har han i øvrigt været formand for Huslejenævnet på Ærø fra 2006-2009.

Allan Krogh Filtenborg har indgående kendskab til arbejdet i en politisk styret organisation, herunder økonomistyring og forvaltningslov, og har både erfaring med den daglige drift og innovative udviklingsprocesser. Som leder lægger han vægt på strategisk og tillidsbaseret ledelse, god kommunikation og trivsel, samt den rette balance mellem visionær tænkning og stabilitet.

”Jeg finder det utroligt spændende at skulle være med til at skabe udvikling og sikker drift på Ærø sammen med administrationen, politikere, borgere, virksomheder og foreninger. For mig er det afgørende, at alle står sammen og bidrager til fællesskabet og fælles udvikling. Vi skal gøre brug af hinandens ressourcer, såvel i det offentlige, som i det private, for at udvikle Ærø med gode bosætnings- og jobmuligheder, samt et rigt kulturliv. Jeg ser gode muligheder i at udvikle Ærø ved at udnytte de styrker, øen har”, udtaler Allan Krogh Filtenborg og fortsætter:

”Jeg vil arbejde målrettet med at give både den nuværende og den kommende kommunalbestyrelse og borgmester den bedst mulige start - med afsæt i et tæt samarbejde mellem administrationen og det politiske niveau, og jeg glæder mig til at komme i gang og blive en del af alt det spændende, som sker på Ærø."

Allan Krogh Filtenborg er bosat i Svendborg. Han er gift og har tre børn. Han er tidligere elitehåndboldspiller og bruger fortsat meget af sin fritid på håndbold sammen med familien.

Ærø Kommunes borgmester Jørgen Otto Jørgensen har følgende kommentar til ansættelsen:

Jeg ønsker Allan Krogh Filtenborg tillykke og glæder mig til samarbejdet. Jeg er overbevist om, at Ærø Kommune med Allans faglige og personlige kvalifikationer får en dygtig og engageret kommunaldirektør til at stå i spidsen for kommunens fortsatte udvikling.