Du er her

Ny koncerndirektør for Regional Udvikling i Syddanmark

Regionsrådet i Region Syddanmark har på regionsrådsmødet mandag aften sagt ja til at ansætte Michael Evan Goodsite som ny koncerndirektør for Regional Udvikling i Region Syddanmark.

46-årige Michael Evan Goodsite bliver ny koncerndirektør for Regional Udvikling i Region Syddanmark. Det står klart, efter et enigt regionsråd valgte at godkende ansættelsen på regionsrådsmødet 25. januar.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er glad for, at Region Syddanmark med Michael Evan Goodsite får en kompetent og erfaren koncerndirektør:

- Michael Evan Goodsite har et imponerende CV, og han har i mange år arbejdet med daglig og strategisk ledelse. Han er vant til at være leder i en større offentlig organisation, og regionsrådet er ikke i tvivl om, at hans store erfaring vil komme Region Syddanmark til gode nu og i fremtiden, siger hun.

Michael Evan Goodsite kommer fra en stilling som institutleder og professor på Institut for Teknologi og Innovation ved Syddansk Universitet – en stilling, han har bestridt siden 2014. Michael Evan Goodsite ser frem til de nye udfordringer som koncerndirektør for Regional Udvikling i Region Syddanmark:

- Jeg glæder mig til at komme i gang med at implementere den nye vækst- og udviklingsstrategi i samarbejde med regionsrådet, Syddansk Vækstforum, kollegerne, borgerne og andre interessenter. Jeg ser frem til at sikre, at uanset hvor man er i regionen, løfter vi i fællesskab. Vi skal tage fat i udfordringerne ved at se muligheder og innovative løsninger, så det gode liv kan sikres for alle borgere – uanset hvor i regionen man bor, og uanset hvilken sektor man arbejder i, siger han.