Du er her

Ny robot kan hjælpe 200 millioner patienter

Region Hovedstaden er ved at udvikle en robot, der skal sikre patienter med lungesygdommen KOL bedre behandling.

Lider du af hoste eller åndenød og ér eller har været ryger, kan du meget vel være en af de 400.000 danskere, der har Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL), heraf har 40.000 sygdommen i svær grad.

Ilt er afgørende for behandlingen
Næsten halvdelen ved ikke, at de har den kroniske lungesygdom. KOL medfører årligt 20.000 indlæggelser á gennemsnitligt fem dage. Ilt er hjørnestenen i behandlingen, og det er afgørende for kvaliteten af behandlingen, at iltmætningen i blodet holdes inden for et bestemt, snævert interval. Der skal hverken gives for meget eller for lidt.

Robot sikrer bedre behandling
Men nu er et offentlig-privat innovationsprojekt(OPI) i gang med at udvikle en robot til KOL-behandling. Robotten, O2matic, er en verdensnyhed, som sikrer patienter med KOL bedre behandling og sparer personalet for rutineopgaver. I dag foregår arbejdet manuelt, når sygeplejersker mange gange om dagen sørger for, at den enkelte patient får den rigtige dosis.

Tre hospitaler med i udvikling
Det er tre hospitaler i Region Hovedstaden, DTU og det private firma Pactor A/S der sammen udvikler robotten, O2matic, som overvåger og justerer den livsvigtige behandling med ilt. Region Hovedstaden satser massivt på forskning og innovation, og iltrobotten er netop et produkt af det udviklingsarbejde der foregår i Region Hovedstaden.

Kan få succes på verdensplan
På verdensplan er der mere end 200 millioner KOL-patienter, og der findes i dag ikke et tilsvarende produkt. O2Matic kan tidligst være på verdensmarkedet i 2016.
”Foreløbige resultater viser, at behandlingskvaliteten er højere end ved manuel regulering,” siger,” Ejvind Frausing Hansen, overlæge i lungemedicin og projektleder på OPI-projektet.

Giver mening hele vejen rundt
- Det her er et af de projekter der giver mening hele vejen rundt og som kan blive alle pengene værd. Vi udvikler noget til gavn for regionens patienter, men kan ende med at redde liv i hele verden. Det giver god mening, siger regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen (S).