Du er her

Nye åbningstider på Rigsarkivets læsesale fra 1. januar 2017

Besøgstallet på Rigsarkivets læsesale har gennem en årrække været faldende, mens de digitale besøg er steget meget betydeligt. Derfor indskrænker og tilpasser Rigsarkivet åbningstiderne på læsesalene. Alle fire læsesale opretholdes, men åbningstiderne tilpasses de aktuelle lokale brugsmønstre.
 
De største indskrænkninger af åbningstiderne sker i Aabenraa og Odense, hvor besøgstallene er de laveste. Åbningstiderne reduceres mindre i Viborg og København, hvor besøgstallene er højere og tilsammen udgør omkring 80 % af samtlige læsesalsbrugere.

På internettet har Rigsarkivet gennem de senere år målrettet tilgængeliggjort store mængder af den mest benyttede arkivalske dokumentation. Det giver brugerne mulighed for at bruge samlingerne, hvor de vil, og når det passer dem. Det sker bl.a. på Arkivalieronline, Daisy og Dansk Demografisk Database. Det har rigtig mange fundet ud af, og faktisk er den mest populære læsesal i dag folks egne stuer. Alt de behøver, er en computer og en internetforbindelse.

Rigsarkivet kan ikke gennemføre besparelser i det omfang, som det nu er pålagt, uden at det medfører serviceforringelser. Det er Rigsarkivets vurdering, at indskrænkningerne på læsesalsområdet vil berøre færre brugere end alternative reduktioner og serviceforringelser. Den altovervejende del af Rigsarkivets brugere betjenes i dag digitalt og berøres ikke af de ændrede åbningstider. Der er allerede sket et naturligt fald i antallet af brugere på vores fire læsesale. Hvor der tidligere var omkring 100.000 besøgende, er der nu mindre end 25.000 besøgende om året. Samtidig er antallet af brugere af Rigsarkivets digitale services steget markant og ligger årligt på ca. 1,1 millioner brugere.

Den stigende efterspørgsel efter Rigsarkivets digitale ydelser betyder, at digitalisering og tilgængeliggørelse fortsat er i fokus – selv i sparetider. Det er afgørende, hvis Rigsarkivet også om 5, 10 og 20 år skal kunne leve op til de ønsker og forventninger, som brugerne, Folketinget og regeringen har til et moderne og effektivt nationalarkiv.