Du er her

Ofre for identitetsmisbrug kan nu få nyt personnummer

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en ændring af CPR-loven, der i særlige tilfælde gør det muligt at tildele nyt personnummer til personer, hvis identitet er blevet misbrugt. Loven træder i kraft den 1. april 2014.

Borgere, som har været udsat for misbrug af deres personnummer, kan nu i særlige tilfælde få et nyt. Det drejer sig først og fremmest om de tilfælde, hvor et nyt personnummer vil kunne bidrage til at forhindre yderligere misbrug. Det kan f.eks. være i forbindelse med kreditkøb på nettet eller oprettelse og anvendelse af benzinkort, og hvor de skridt borgeren selv har taget i form af henvendelse til kreditorer, anmeldelse til politiet m.v. ikke er nok til at stoppe misbruget.

Også borgere, som oplever fysiske eller psykiske gener og frygt for, om misbruget reelt er stoppet, kan efter omstændighederne få et nyt personnummer.

Det er Økonomi- og Indenrigsministeries CPR-kontor, som skal vurdere de enkelte sager om tildeling af nyt personnummer.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger: ”Det er både utrygt og krænkende, hvis man oplever, at kriminelle køber varer over internettet eller optager lån i ens navn. Samtidig kan det også være svært for den enkelte borger at overbevise virksomheder og myndigheder om, at man er udsat for misbrug af ens personnummer. Derfor er det glædeligt, at borgerne nu kan få hjælp i disse alvorlige situationer. Men den nye lov kan ikke stå alene. Det kræver en bred fælles indsats at bekæmpe identitetstyveri – en indsats, som involverer både politi, de relevante myndigheder, virksomheder, brancheorganisationer og borgerne selv.”

Regeringen har ud over ændringen af CPR-loven iværksat en række initiativer, som styrker indsatsen over for identitetsmisbrug.

NemID er en sikkerhed for danskerne, når de færdes på nettet og anvender offentlige selvbetjeningsløsninger. Regeringen har overfor erhvervslivet understreget behovet for grundig identitetskontrol af kunder, og at dette med fordel kan gøres med NemID. I den forbindelse har regeringen besluttet at afskaffe den såkaldte CPR-validering i nethandlen, f.eks. hos teleselskaberne, til fordel for netop NemID.

Regeringen har også sat fokus på bedre rådgivning af borgere, både i forhold til at forebygge og håndtere identitetstyveri, og med etableringen af det nye Cyber Crime Center har regeringen styrket politiets indsats på området.