Du er her

Pillerobot og tryghedsopkald skal hjælpe nordjyske ældre med medicinen

Ni nordjyske kommuner har skrevet kontrakt med konsortiet MedicCare om fremtidens totalløsning til håndtering af medicin hos kommunernes ældre borgere i eget hjem.

Aalborg, Vesthimmerland, Hjørring, Jammerbugt, Brønderslev, Thisted, Rebild, Frederikshavn og Mariagerfjord kommuner har været i fælles udbud efter en ny og innovativ totalløsning, som kan håndtere hele leveringskæden af medicin fra apotek over indtagelse til opfølgning på manglende indtagelse. Valget faldt på konsortiet MedicCares løsning. MedicCare består af MedicPen og Falck.

MedicCares løsning fungerer ved, at borgeren får installeret en pillerobot i sit hjem. Robotten modtager automatisk oplysninger fra det fælles medicinkort (FMK) via borgerens elektroniske omsorgsjournal (EOJ) i kommunen. De oplysninger bruger den til at bestille medicin på apoteket, til at minde borgeren om at tage sin medicin og til at tjekke aktuel dosis, inden den hælder pillerne op i en kop. Hvis borgeren ikke tager pillerne, kontakter robotten Falck, som ringer for at minde borgeren om at tage medicinen og kontakter kommunen, hvis borgeren ikke besvarer tryghedsopkaldet.

Løsningen skal i første omgang testes i Aalborg, Hjørring og Vesthimmerland kommuner fra efteråret 2017, inden den udbredes til alle ni kommuner.