Du er her

Private leverandører skal styrke elevadministrationen på AMU-området

Administrationen af AMU på landets erhvervsskoler og hos øvrige udbydere kan fra medio 2018 ske i systemer fra private leverandører.

Fra sommeren 2018 kan administrationen af AMU-kursisternes aktivitet  ske med elevadministrative systemer fra private leverandører. Formålet er at sikre elevad-ministrative systemer af høj kvalitet via fri konkurrence. I dag foregår så godt som al administration i EASY-A, men markedsgørelsen er allerede godt på vej på ungdoms-uddannelserne, og nu påbegyndes processen på AMU-området.

Styrelsen For IT og Læring forventer, at der i de kommende år vil være efterspørgsel efter studieadministrative løsninger, som kan bidrage til at høste digitale gevinster på tværs af de uddannelsesområder, som mange af de store campus-institutioner spænder over. En markedsgørelse af de elevadministrative systemer skal bidrage til at imødekomme den efterspørgsel.

De elevadministrative systemer på AMU-området skal via webservices spille effektivt sammen med en række centrale it-systemer, herunder fx Undervisningsministeriets system CØSA, der bl.a. bruges til tilskudsindberetning, økonomisystemet Navision Stat og Efteruddannelse.dk, der bruges til digital tilmelding og ansøgning om VEU-godtgørelse og befordringstilskud.

I 2016 blev der udbudt ca. 80.000 AMU-uddannelser på ca. 35.000 hold, og med ca. 287.000 kursusdeltagere på landets erhvervsskoler, amu-centre, sosu-skoler og hos øvrige godkendte udbydere.

Styrelsen for It og Læring vil i september 2017 afholde møder med interesserede leverandører, hvor processen for markedsgørelsen af AMU-området gennemgås, herunder grænseflader, tilskudsindberetning (tælleprincipper) og testforløb. Der vil være særligt fokus på Efteruddannelse.dk.