Du er her

Rødovre investerer i ny teknologi

Der er indgået en bred aftale om budgettet for 2013 i Rødovre Kommune. Aftalen har en klar social og grøn profil og indeholder investeringer i ny teknologi, der styrker digitaliseringen i hjemmeplejen og folkeskolen.

”Der er en klar prioritering i budgettet til fordel for de ældre, de udsatte og for børnene. De foreslåede besparelser på hjemmeplejen og på plejehjem er fjernet, og de indarbejdede lukkeuger i daginstitutioner og SFO’er tages ud. Til gengæld investerer vi nu i ny teknologi, som gør vores hjemmepleje mere fleksibel, og vi fortsætter linjen fra de seneste år med massive investeringer i IT i folkeskolen. Rødovres børn skal være klædt optimalt på til fremtidens udfordringer”, siger borgmester Erik Nielsen (A).

Der er lagt op til, at alle medarbejdere i hjemmeplejen får en tablet, så det bliver lettere og mere fleksibelt at planlægge vagterne. Det giver på længere sigt en effektivisering på knap to mio.kr. om året. Alle elever i folkeskolens 6.-10. klasse får udvidet den traditionelle skoletaske og får en pc eller tablet stillet til rådighed. Der bliver etableret trådløse netværk på alle skoler.