Du er her

Rapport: Rigtigt at indføre énstrenget akutsystem i Region Hovedstaden

Den nye akutordning, der har 1813 i spidsen, var en visionær beslutning, konkluderer uafhængig rapport. Konflikt mellem læger og region betød dog, at resultatet for borgerne i første omgang var ikke-tilfredsstillende. Regionen vil styrke dialogen med lægerne.

Det var ”logisk og rigtigt” at indføre det enstrenget og visiteret akutsystem (EVA) i Region Hovedstaden, og både design og planlægning af den nye ordning var professionelt og solidt udført.

Sådan skriver konsulentvirksomheden COWI i hovedkonklusionen i en ny og uafhængig rapport, hvor beslutningen om at indføre EVA også kaldes for ”visionær” og ”i tråd med Sundhedsstyrelsens anbefalinger”.

Rapporten konkluderer bl.a., at konflikten mellem Region Hovedstaden og de praktiserende lægers organisation (PLO) i hovedstaden betød, at resultatet af den nye akutordning i første omgang blev ”ikke-tilfredsstillende”, som COWI kalder det.

Ifølge konsulentvirksomheden har begge parter et medansvar for, at konflikten løb af sporet med det resultat, at beslutningen om at indføre EVA blev taget for hurtigt og på et utilstrækkeligt grundlag. Det førte bl.a. til et ” (…) ikke-tilfredsstillende resultat af en ellers fornuftig vision og beslutning”, skriver COWI i rapporten.

Rapporten fra COWI er bestilt af politikerne i Region Hovedstaden, fordi de ønskede en evaluering og læring af, hvorfor akutordningen fik en så turbulent start med lange svartider på 1813.