Du er her

Region Syd bag stormøde om fynsk bredbånd

Muligheden for at søge om EU-midler til at sikre bedre bredbånd til Fyn skal nu undersøges. Der var godt fyldt op i regionsrådssalen i Vejle, da Region Syddanmark mandag 11. august kl. 15 afholdt møde om den mangelfulde bredbåndsdækning på Fyn.

Ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), borgmestre, tele- og energiselskaber, foreninger og organisationer havde alle takket ja til regionsrådsformand Carl Holsts (V) invitation. På mødet blev det drøftet, hvad man kunne gøre for at sætte gang i udrulningen af bredbånd på Fyn, der er den landsdel i Danmark, hvor færrest har adgang til hurtige bredbåndsforbindelser.

Region Syddanmark har tidligere foreslået, at adgang til bredbånd skal høre under forsyningspligten på linje med el og vand, og det kan ikke ske uden en lovændring. Ministeren gav dog udtryk for, at han ikke var parat til at lave om på teleloven, og dermed skal udrulningen af bredbånd fortsat ske på markedsvilkår.

Region Syddanmark er skeptisk over for, om vi kan få sikret fuld og god dækning på Fyn med de nuværende muligheder. Derfor vil Carl Holst tage spørgsmålet op i forbindelse med de årlige vækstforhandlinger med regeringen.