Du er her

Region Syddanmark ansætter to koncerndirektører

Regionsrådet i Region Syddanmark har i går ansat Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen som koncerndirektører i regionen. Dermed er alle fire direktører i koncerndirektionen, der udgør regionens nye topledelse, på plads.

Regionsrådet har i går eftermiddags fulgt indstillingerne fra forretningsudvalget og ansættelsesudvalget og ansat Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen som koncerndirektører i Region Syddanmark.

Rikke Vestergaard er 48 år og kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Kolding Kommune, og Jens Winther Jensen er 47 år og har senest været sundhedsfaglig direktør i Region Nordjylland.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), der har siddet for bordenden i ansættelsesudvalget, siger:
”Vi står i den helt særlige situation i Region Syddanmark, at vi over kort tid kan sammensætte en hel ny topledelse, der sammen med politikerne kan nytænke ledelsen af regionen. Med Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen får vi de sidste to pladser i direktionen rigtig stærkt besat. Jeg glæder mig også over ansøgerfeltet, som vi havde til de to job. Ansøgerne var meget kvalificerede. Det vidner om, at Region Syddanmark er en attraktiv arbejdsplads – også på dette niveau”.

Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen får sammen med regionsdirektør Jane Kraglund og koncerndirektør for regional udvikling – Michael Evan Goodsite – det overordnede ansvar for ledelsen af Region Syddanmarks 25.000 medarbejdere og et budget på knap 25 mia. kroner.

Jane Kraglund blev ansat 1. oktober sidste år, og Michael Evan Goodsite tiltrådte sin stilling 1. marts i år.

Regionsdirektør Jane Kraglund, som de to nye direktører sammen med Michael Evan Goodsite refererer til, siger:
”Regionsrådet har lagt vægt på, at regionens nye direktion får fokus på at arbejde tværgående og sammenhængende. Med ansættelsen af to kvalificerede profiler som Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen, har vi alle muligheder for at få det til at lykkes. Med det nye hold har vi alle forudsætninger for at spille hinanden gode”.

Ud over de tværgående opgaver i koncerndirektionen får Rikke Vestergaard det overordnede ansvar for Region Syddanmarks styring af økonomi og drift. Hun får desuden det overordnede ansvar for blandt andet planlægning, det præhospitale område samt regionens sygehusbyggerier.

Rikke Vestergaard siger:
"Jeg glæder mig til – sammen med den øvrige direktion – at være med til at føre Region Syddanmarks positive udvikling videre med de store ambitioner om et sundhedsvæsen, som opleves sammenhængende for borgere og patienter og for de forskellige interessenter – herunder kommunerne. At arbejde tværgående og sammenhængende og sætte den strategiske retning, vil jeg rigtig gerne yde mit bidrag til".

Jens Winther Jensen kommer ud over de tværgående opgaver i koncerndirektionen til at stå i spidsen for Region Syddanmarks udvikling inden for kvalitet, forskning, innovation, patientsikkerhed og specialeplanlægning.

Jens Winther Jensen siger:
”Som koncerndirektør i Region Syddanmark vil jeg først og fremmest sætte mig i patienternes sted. De skal være lakmusprøven – også når de svære prioriteringer skal tages. Som læge har jeg kendskab til sundhedsvæsenet indefra og trives i den faglige dialog med alle medarbejdergrupper. Denne dialog skal fortsat have en central plads. Jeg glæder mig til at være med i Region Syddanmarks ambitiøse satsning på den faglige kvalitet, herunder opbygningen af det nye nationale kvalitetsprogram sammen med de øvrige regioner”.

På deres særlige opgavefelter kommer de to nye koncerndirektører til at arbejde på tværs af regionens opgaver inden for sundhed og psykiatri.
De to koncerndirektører begynder i deres nye job 1. maj 2016.