Du er her

Robotskelet er en stor succes

Ny teknik gør en markant forskel for rygmarvspatienters genoptræning.

Det lyder som noget fra en science-fiction film, men et robot-skelet er i høj grad hverdag i Region Hovedstaden.

Hjælper folk i kørestol
Glostrup Hospitals afdeling for rygmarvsskader, der ligger i Hornbæk, har i snart et år brugt metoden til at hjælpe patienter med lammelser til at stå og gå igen. Robot-skelettet har store fremtidsperspektiver for folk i kørestol.

Ekstra udvendigt skelet
Udstyret sættes fast på patienten som et ekstra, udvendigt skelet, så patienten kan stå og gå. Patienten får støtte fra skelettet, men skal også bruge og træne sine egne muskler. Når patienten og robotten sammen bevæger sig fremad, lærer robotten langsomt hvor meget patienten selv kan. Dermed kan patienten hele tiden udnytte sine egne evner maksimalt og få mest mulig træning og læring ud af samarbejdet med robotskelettet.

Fantastisk at folk kan rejse sig
- Arbejdet med robot-skelettet har været en stor succes. Det er fantastisk at folk kan rejse sig fra kørestolen og tage de første skridt igen, siger Regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen(S).

Bedre livskvalitet
Region Hovedstaden satser massivt på forskning og innovation og robot-skelettet, er udviklet i samarbejde med Region Hovedstaden. Glostrup Hospital var det første sted i Norden, hvor robot-skelettet blev taget i brug, og efter 15 patienter har brugt skelettet, er det tid til at evaluere indsatsen.

Glostrup i spidsen for Europa
Erfaringerne har været så gode, at Glostrup Hospital skal stå i spidsen for et Europæisk forskningsprojekt om emnet, der skal give svar på, hvad robot-skelettet gør godt og hvilke muligheder der åbner sig fremadrettet. Samtidig skal man undersøge nærmere, hvordan det helt præcist virker på længere sigt og også om der er andre patientgrupper, der kan få nytte af den nye teknologi. Håbet er, at det kan føre til en markant forbedring af livskvaliteten for en lang række mennesker med lammelser i benene.

Mulighederne er store
- Mulighederne indenfor det her felt er meget store. Hele idéen med forskning og udvikling er jo, at man i sidste ende kan hjælpe dem, der har brug for det, siger Sophie Hæstorp Andersen(S).