Du er her

Skarpere DR-profil på streaming

DRs streaming-tilbud, DR TV, vil skrue op for andelen af dansk og udenlandsk indhold - produceret til eller af public service-institutioner. Seerne skal desuden have fri adgang til indholdet længere.

Seerne skal have adgang til endnu mere dansk indhold og udenlandsk indhold, der er produceret af eller til public service-institutioner i Norden og Europa. Derved vil DR adskille sig markant fra de dominerende internationale streaming-tjenester.

Derudover ønsker DR, at dette public service-indhold fremover skal kunne streames på DR TV så længe, der er seere til det.

Vi forventer, at streaming-forbruget vil tage til i de kommende år og accelerere - både blandt de yngre og blandt hele befolkningen generelt. Det betyder, at DRs streamingtilbud, DR TV, bliver en hovedindgang til DR og en forudsætning for, at hele befolkningen fortsat kan tilgå og få glæde af DRs public service-indhold.

Det er hovedanbefalingerne i en redegørelse, som DR har afleveret til Kulturministeriet. Redegørelsen er en følge af public service-kontrakten, hvoraf det fremgår, at DR skal gøre status over de foreløbige erfaringer med streaming og behovet for at ændre rammerne for streaming i forbindelse med en ny medieaftale og public service-kontrakt næste år.

Udviklingen er gået stærkt, siden den seneste public service-kontrakt blev indgået, konstaterer DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn: ”I dag er streaming helt almindeligt for en stor del af den danske befolkning. Vi forventer, at streaming-forbruget vil tage til i de kommende år og accelerere - både blandt de yngre og blandt hele befolkningen generelt. Det betyder, at DRs streamingtilbud, DR TV, bliver en hovedindgang til DR og en forudsætning for, at hele befolkningen fortsat kan tilgå og få glæde af DRs public service-indhold. Derfor er det også afgørende, at DR TV udvikles til at være et ligeværdigt digitalt tilbud, der fungerer i sin egen ret og på mediets præmisser,” siger hun.

De internationale streaming-tjenester YouTube og Netflix er på kort tid blevet dominerende på det danske streaming-marked. Hver anden dansker bruger YouTube mindst én gang om ugen. Herefter følger Netflix, som 32 procent af befolkningen benytter sig af ugentligt. DR TV bruges hver uge af 24 procent af den danske befolkning, hvilket gør tjenesten til den tredje-største i Danmark.

”De fleste streaming-tjenester tilbyder primært udenlandsk indhold. Når flere og flere danskere bruger disse tjenester, betyder det, at de i mindre grad får adgang til danskproduceret indhold og indhold fra europæiske og nordiske public service-institutioner i det hele taget. For at brugerne også kan få adgang til denne type indhold, er det derfor afgørende, at DR tilbyder dette, og at vi kan gøre DR TV til et attraktivt streaming-tilbud, der samtidig er et reelt alternativ til de internationale streaming-tjenester,” siger Maria Rørbye Rønn.

Udover at indholdet på DR TV skal adskille sig fra internationale streaming-tjenester, skal måden, indholdet forbindes og tilgængeliggøres på, også skille sig ud. DR arbejder derfor med en public service-algoritme på DR TV, der adskiller sig fra personaliseringerne hos de kommercielle streaming-tjenester. DRs ambition er at udvikle en algoritme, som tager udgangspunkt i brugernes præferencer, men også overrasker og udfordrer brugerne ved at foreslå indhold, der ikke bare lægger sig op ad det, der allerede er blevet set.

”Med DR TV får DR således en unik mulighed for også digitalt at udfordre og oplyse den enkelte og levere brugerrelevante indholdsanbefalinger,” siger Maria Rørbye Rønn.

DR oplever en stor efterspørgsel fra brugerne på, at indholdet på DR TV er tilgængeligt i længere perioder, end det er i dag. Derfor har DR besluttet, at gøre det egenproducerede indhold tilgængeligt i længere tid, så det i højere grad harmonerer med brugernes forventninger og medievaner. Ligeledes anbefaler DR i redegørelsen til Kulturministeriet, at det i forbindelse med medieforliget næste år præciseres, at udenlandsk fiktion, der er produceret til eller af en public service-institution, kan gøres tilgængeligt på DR TV uden begrænsninger i forhold til liggetider.

Vi oplever, at det i væsentlig grad begrænser befolkningens brug af DR TV. Uhindret adgang til alle afsnit af en programserie over en længere periode er ifølge danske streaming-brugere det vigtigste parameter for, at en streaming-tjeneste er velfungerende.

Den nuværende public service-kontrakt gør det svært for DR helt at indfri ambitionerne om at skærpe sin profil på DR TV med større fokus på public service-indhold. For public service-fiktionsserier, som DR ikke er medproducent på, må kun ligge på DR TV i otte dage, efter de har været vist på DRs traditionelle flow tv-kanaler.

”Vi oplever, at det i væsentlig grad begrænser befolkningens brug af DR TV. Uhindret adgang til alle afsnit af en programserie over en længere periode er ifølge danske streaming-brugere det vigtigste parameter for, at en streaming-tjeneste er velfungerende. Det er samtidig det, der har størst betydning for, hvor lang tid en streaming-tjeneste bruges. Vi oplever helt konkret, at en meget stor del af de klager, vi modtager fra brugere af DR TV, handler om lige præcis dette forhold,” siger Maria Rørbye Rønn.

Ungdomsserien ’Skam’ er et eksempel på, at interessen for en serie ofte fortsætter længe efter, den er blevet vist på traditionelt flow-tv. Da DR er medproducent på ’Skam’, er den ikke begrænset af reglen om otte dages liggetid. Og netop derfor har man kunnet se, at hele 80 procent af streamingen via DR TV faktisk foregik efter de første syv dage – og hele 37 procent efter 30 dage. Hvis DR ikke havde været medproducent på serien, ville den med andre ord være blevet streamet 80 procentpoint mindre, end den blev.