Du er her

Skoleelever skal kode for Microsoft og 59 andre virksomheder

Københavnske skoleelever skal bruge kodning til at løse digitale udfordringer for bl.a. Microsoft, når Coding Class kommer på skoleskemaet.

Kodning og innovation er på skoleskemaet i 60 københavnske folkeskoleklasser, som deltager i Coding Class Cph, hvor de ved hjælp af kodning skal skabe digitale løsninger for 60 virksomheder og samarbejdspartnere i brancher fra alt til it-virksomheder, teatre, museer, byggefirmaer, start-ups og mange andre.

Virksomheden stiller eleverne en problemstilling fra deres virkelighed, som eleverne efterfølgende skal udarbejde et løsningsforslag til, hvor de benytter kodning som værktøj. F.eks. vil HOFOR gerne have børn til at spare på vandet, og den udfordring skal eleverne løse ved at kode eksempelvis en app, et spil, et program, en film eller noget helt andet.

Mange forbinder måske kodning med noget nørdet og uforståeligt teksttungt kodesprog som skal få et computerprogram til at vise et eller andet på skærmen.  Coding Class Cph er i stedet visuelt funderet, og eleverne koder med klodser i programmet Scratch. Klodserne sættes sammen på forskellig vis og på den måde kan eleverne kode – eller programmere – et computerprogram til at gøre noget bestemt.

”Målet med Coding Class Cph er at ruste eleverne til at blive en del af det samfund, hvor teknologi omgiver dem, og ruste dem til at se muligheder og potentiale i teknologien,” siger Heidi Theilmann Schmidt, som er projektleder på Coding Class Cph.

Når eleverne kender til mulighederne med kodning, vil de også bedre kunne forstå, hvad den digitale verden tilbyder, og de vil f.eks. kunne forholde sig kritisk til information, de finder på nettet og nye teknologiske udviklinger.

Formålet med Coding Class Cph er at lære eleverne at kode computerprogrammer, så det bliver et værktøj for dem på lige fod med skrivning, regning og læsning.

Lars Bechager underviser ved Coding Class Cph og mener ikke, at det vil være svært for eleverne at lære at kode, da de skal bygge ovenpå de computerfærdigheder de har i forvejen.

”Kodning er supervigtigt i fremtiden, og der vil være stor efterspørgsel på folk, der kan kode, derfor kan vi ligeså begynde tidligt i skolen,” siger Lars Bechager.

Eleverne kan bruge kodning til at nedbryde problemer i mindre dele og derefter skabe digitale løsninger. Det er nødvendigt i et samfund, hvor it, ikke er tilvalg, men et vilkår. I Danmark vil vi i fremtiden mangle personer med kompetencer indenfor kodning, som kan anvende det bredt og i kombination med andre kompetencer.

Samarbejdet med erhvervslivet skaber autencitet og er motiverende for eleverne. Når de skaber og udvikler ideer og løsninger på udfordringer fra den virkelige verden, oplever de, at deres produkt eller koncept giver mening og værdi for andre. Dermed åbner skolen op for erhvervslivet samtidig med, at erhvervslivet får mulighed for at kigge ind i skoleverdenen.

Eleverne får undervejs i processen feedback fra deres samarbejdspartner om deres løsningsforslag er på rette kurs eller om de skal foretage ændringer. Hvert forløb afsluttes med, at klassen besøger den pågældende virksomhed, hvor de pitcher deres ide for udvalgte medarbejdere fra virksomheden ala Løvens Hule og modtager endelig feedback.

Coding Class Cph henvender sig til 6.-8. klasse. Sidste år deltog otte skoleklasser i Coding Class, i år har interessen været stor og Coding Class er derfor udvidet til 60 skoleklasser i 6.-8. klasse. 60 virksomheder er tilmeldt.

Følgende skoler deltager i Coding Class Cph:
Øster Farimagsgades Skole, Heibergskolen, Randersgade Skole, Strandvejsskolen, Sortedamskolen, Langelinieskolen, Sølvgades Skole, Lundehusskolen, Charlottegården, Grøndalsvængets Skole,  Skolen på Islands Brygge, Skolen ved Sundet, Skolen i Peter Vedelsgade, Højdevangskolen, Dyvekeskolen, Ørestad Skole, Ellebjerg Skole, Hanssted Skole, Ellebjerg Skole, Oehlenschlagergades Skole, Sankt Annæ Gymnasium Skole, Bellahøj Skole, Katrinedal Skole, Husum Skole, Damhusengens Skole.

Følgende samarbejdspartnere/virksomheder deltager i Coding Class Cph:
Hitatchi, Glyptoteket, Trifork, Zoo, Innovationsbørsen, RealDream, Khora VR, Züblin, Danmarks Tekniske museum, Naturcenter Amager, ZUPA, Experimentarium, Clio online, Knowmio, Nationalt videnscenter for læsning, PA consulting, Idrætten kultur syd, Vesterbro bibliotek, DIS/PLAY, BEC, Act Global, FUTU, EduGaim, Vesterbro ejendomsservice, Hippo mini, Apple, Pilot, IBM, Områdefornyelsen Sundby, AE arbejderbevægelsen, KHP-projects, Moment, Det Kgl Teater, Trine Rask Type Design, Frikkes consult, ATEA, CS - EG A/S, Økohuset, Gyldendal, TDC, Alinea, Arbejdermuseet, Falkberg kommunikation, Styrelsen for it og læring, SolutionLab/Bydata, Microsoft, KMD, Peder Lykke centret Daghøjskolen, VisioSign, HOFOR, Børnekulturhus Amager, Byens drift, Assist Flight, Symmestric, Valby bibliotek, Under Broen, Boehringer-Ingelheim, CleverConsult og JayWay.