Du er her

Smartcity: Regnsensor styrer trafiklys i Odense

Cyklisterne på Rødegårdsvej i Odense kan se frem til længere grønt lys, hvis regnen siler ned. Som den første by i Danmark har Odense opsat en regnsensor på supercykelstien mellem centrum og universitetet, der giver op til 20 sekunders længere grønt lys i regnvejr.
I disse dage viser vejret sig fra sin smukkeste side, men før eller siden bliver det gråvejr og regn igen. Når det sker, kan Odenses cyklister glæde sig over det seneste tiltag på supercykelstien langs Rødegårdsvej – en regnsensor, som sikrer dem længere grønt lys i regnvejr.

Regnsensoren er opsat i krydset mellem Rødegårdsvej og Østerbæksvej, og den fungerer således, at sensoren opfanger mængden af regn, mens to radarer kigger 70 meter hen ad Rødegårdsvej i begge retninger. Når de registrerer cyklister på vej mod krydset, bliver tiden med grønt lys forlænget, hvis det er regnvejr.

- Vi vil gerne gøre det lettere at vælge cyklen, hvis bilen ikke er en nødvendighed, og her er regnsensoren en smart teknologi, som gør hverdagen bedre for odenseanerne.

Supercykelstien mellem centrum og universitet bliver benyttet flittigt, og det er oplagt, at vi begynder med opsætningen her. Hvis det bliver en succes, kan vi overveje at opsætte regnsensorer i andre kryds, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Hidtil har teknologien kun været anvendt i Holland, men Odense er den første by i Danmark og Norden, som opsætter en regnsensor.

- Vores ambition er at gøre Odense til Danmarks bedste cykelby, og så skal der noget ekstra til. Her er grønt lys i regnvejr en god løsning, for hvis nogen skal vente i regnen, er det mest fair, at det er bilisterne, som trods alt sidder i tørvejr. Så kan cyklisterne komme hurtigt af sted, siger Troels Andersen, projektleder for Cyklisternes By.

Regnsensoren sikrer længere grønt lys til cyklisterne, mens biler i tværgående retning vil opleve lidt kortere perioder med grønt lys. De vil dog aldrig opleve at vente mere end højst 20 sekunder ekstra på cyklisterne. Det er forventningen, at dette kun vil ske cirka én gang om måneden.