Du er her

Står din forening bag årets digitale initiativ?

Det gør en stor forskel, når foreninger hjælper borgere med Digital Post, digitale selvbetjeningsløsninger og med at bruge borger.dk. Det anerkender man hos Digitaliseringsstyrelsen, som derfor nu kårer de bedste eksempler på frivillige digitale initiativer landet over. Og ingen initiativer er for små, lyder det fra styrelsen.

For de fleste danskere går det godt med den digitale kommunikation med det offentlige. For eksempel anmelder ni ud af ti danskere i dag flytning digitalt. Enkelte grupper kan dog stadig føle sig udfordret af Digital Post og digitale selvbetjeningsløsninger, og her spiller frivillige foreninger rundt om i landet en stor rolle. De hjælper borgerne, og herved er de frivillige tilbud et vigtigt supplement til de offentlige tilbud.

Nu kåres Årets Frivillige Digitale Initiativ
For at sætte fokus på de mange gode initiativer kårer Digitaliseringsstyrelsen nu Årets Frivillige Digitale Initiativ. Frivillige organisationer landet over opfordres derfor til at sende deres gode eksempler på digitale initiativer til Digitaliseringsstyrelsen senest den 12. oktober 2015.

Kåringen af Årets Frivillige Digitale Initiativ finder sted ved et event i København den 19. november 2015, og ifølge Louise Palludan Kampmann, kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen, kan et godt digitalt initiativ være mange ting:

"De frivillige foreninger gør en stor indsats for at hjælpe borgerne med digitale udfordringer. Det drejer sig om kurser, hvor borgere kan blive fortrolige med computere og digitale løsninger. De indsatser vil vi meget gerne anerkende og fremhæve, så de kan inspirere andre."

Vinderen præmieres med et gavekort på 10.000 kr. til et relevant kursus eller oplæg.