Du er her

Stor udenlandsk interesse for digital vejledning

Flere udenlandske organisationer har udvist stor interesse for den danske måde at arbejde med digital vejledning på. Derfor har flere udenlandske grupper været på besøg hos Styrelsen for It og Læring i dette efterår til en snak om udviklingen i den digitale vejledning i Danmark. De udenlandske gæster har hørt om både selve eVejledning og om udviklingen i de portaler, der knytter sig til vejledningen, for eksempel uddannelsesguiden.dk.

Den digitale vejledning i Danmark finder sted på flere måder, blandt andet gennem chat, mail og telefon. Hvert år bliver 100.000 borgere vejledt af en eVejleder fra Styrelsen for It og Læring. Udover viden om den digitale vejledning, har gæsterne fra udlandet især været interesserede i den måde, Styrelsen for It og Læring har organiseret det digitale vejledningsarbejde på, hvor alle eVejledere vejleder på alle uddannelsestrin og for borgere i hele landet. Flere har også været interesserede i udviklingen af nye vejledningstilbud, det gælder særligt de digitale møder, som Styrelsen for It og Læring har gode erfaringer med.

De udenlandske besøgende har alle selv arbejdet med vejledning. I efteråret 2015 har der blandt andre været besøg af:

  • The Beacon Foundation fra Australien
  • Senter for Yrkesrettleiing i Hordaland Fylkeskommune fra Norge
  • Q-plan International Ltd. fra Grækenland
  • Studentcentrum/Studeievägledning och Studentstöd fra Umeå Universitet i Sverige
  • Korea Employment Information Service fra Sydkorea