Du er her

Topkirurger til træf med live-operationer fra Roskilde

Tre forskellige typer operationer for endetarmskræft vil blive direkte transmitteret via storskærm, når cirka 200 deltagere mandag mødes til international kirurgi-kongres, arrangeret af kirurger fra Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

​Visionen er at vise og drøfte de nyeste operationsteknikker, så flest muligt patienter får en effektiv og skånsom operation.
Mandag 24. oktober er Kirurgisk Afdeling i Roskilde værter ved Zealand Surgical Forum i Tivoli Congress Center i København. Temaet er State of the art-operationer af patienter med kræft i endetarmen.
- Vores vision er at vise og drøfte de nyeste operationsteknikker, så flest muligt patienter kan få en skånsom operation. Hvor al kræften fjernes, og patientens risiko for komplikationer samtidig minimeres, fortæller professor og overlæge Ismail Gögenur.

Operationer på storskærm
Tre forskellige typer operationer vil blive simultant transmitteret direkte fra operationsstuerne på Sjællands Universitetshospital i Roskilde til Tivoli Congress Center. Traditionel kikkertkirurgi, en ny type kikkertkirurgi samt robotkirurgi. I fagtermonologi: Laparoscopic TME, Laparoscopic TaTME og Robot-assisted TME. Hvad er bedst, til hvilken patient?
Operationerne foretages af kirurger fra Kirurgisk Afdeling i Roskilde på to af stuerne og på den sidste stue opererer en professor i kirurgi fra Belgien, Joep Knol. Han kommer til Danmark med sit team af kirurger og sygeplejersker.

Professorer fra verdenseliten
Konferencen ser ikke kun på den fineste kirurgiteknik. Professor Steven Wexner og professor Julio Garcia-Aguillar kommer fra USA og tilhører verdenseliten. De skal henholdsvis fortælle om de internationale tendenser i behandlingen af patienter med endetarmskræft og om de nyeste teknikker til at lave endetarmsbevarende kræftbehandling.
Professor i patologi Philip Quirke fra England er toneangivende indenfor patologi, og han fortæller om den nyeste viden om valg af behandling til den enkelte patient ud fra kræfttypen, som den afsløres i mikroskopet. Professor Mariana Berho fra USA fortæller om det optimale set-up for en multidisciplinær konference.

Professor Gina Brown fra England fortæller om muligheder for diagnosticering af kræft ud fra scaninger. Professor Eva Angenete fra Sverige om, hvordan patienterne har det efter operationen. og hvordan kirurgien kan tage højde for patientens livskvalitet. Professor Rob-Glynn Jones fra England deltager med et foredrag om den bedst mulige strålebehandling til patienter med endetarmskræft.

Sygeplejerskerne har deres egen session med indlæg om den nyeste sygeplejefaglige forskning, der kan hjælpe patienterne før og efter operationen.

Afstemninger - før og efter
Det er anden gang, at Roskilde-kirurgerne inviterer til kirurgisk topmøde. Sidste år var der godt 100 deltagere. Denne gang op mod 200. Kongres-konceptet er toptrimmet. En app anvendes til alt - indtjekning, program og oplæg - og til afstemninger om det anbefalede valg af operationsmetode til forskellige patienter, før og efter kongressen.