Du er her

Udskiftning af nedslidt it-udstyr reducerer strømforbrug med fem millioner kroner

Over 25 procent af Region Hovedstadens pc’er er blevet udskiftet med nyt, langt mere energibesparende udstyr. Det har reduceret strømforbruget svarende til 365 husstandes forbrug.

Region Hovedstaden har i 2012 udskiftet op imod 12.000 gamle udskiftningsmodne pc’er og erstattet dem med nye energibesparende modeller. Sammen med nedlukningen af 600 servere har det resulteret i store energibesparelser.

Udskiftningen af pc’erne giver en årlig besparelse på 1.900.000 kWh. Det svarer til det årlige strømforbrug hos 365 husstande - en besparelse på ca. 2,5 millioner kroner om året.

Udskiftningen fortsætter i 2013, hvor yderligere 10.000 nye maskiner installeres på regionens hospitaler. Den samlede energibesparelse bliver således på i alt næsten 5 millioner kroner om året. Region Hovedstadens It-, Medico- og Telefonivirksomhed (IMT) arbejder ud fra en driftshandlingsplan, som blandt andet skal sikre stabil drift og hurtigere hastighed på regionens pc’er. Udskiftningen af regionens pc’er har været nødvendig, da de gamle ikke længere kunne opfylde brugernes behov. De nye maskiner er valgt som den bedste løsning ud fra en helhedsbetragtning, som udover brugervenlighed også omfatter energiforbrug og genanvendelighed.

Udover at de nye pc’ere bruger langt mindre strøm, så har de en genanvendelighedsfaktor på næsten 100 procent, mens de gamle maskiner havde en genanvendelighed på næsten nul og derfor er blevet solgt som skrotmetal.