Du er her

Varm velkomst til tre nye direktører

Forventningerne er store til den nye direktion i Region Syddanmark. Det var et gennemgående træk i talerne ved velkomstreceptionen for Rikke Vestergaard, Jens Winther Jensen og Michael Goodsite, der sammen med regionsdirektør Jane Kraglund kommer til at udgøre Region Syddanmarks nye koncerndirektion og topledelse.

Der var sat ekstra gaveborde op uden for regionsrådssalen i Vejle i dag, fordi der var hele tre hovedpersoner ved regionsrådets velkomstreception for de nye koncerndirektører: Rikke Vestergaard, Jens Winther Jensen og Michael Goodsite.
I sin velkomst til de tre direktører drog regionsrådsformand Stephanie Lose (V) paralleller til sportsverdenen i sine forventninger til den nye direktion:
- For det betyder lige så meget for mig, som regionsrådsformand, som det gør for landstræneren, at have et stærkt hold bag sig og de rigtige spillere med. For mig er dette vigtigt, at vi har et direktionshold, der både giver plads til individualisten med mulighed for detaljer og stærke enkeltpræstationer.  Men også et godt hold, der består af spillere, der fungerer godt sammen, som et kollektiv.  Og dermed spillere, der både kan gå forrest, men også dække op for hinanden og stå sammen som et hold, selv hvis modstanden er hård. Og det er netop sådan et hold, jeg er helt overbevist om, at vi nu har fået sat.

I den nye koncerndirektion kommer Jane Kraglund til at side for bordenden som regionsdirektør, og de tre nye direktører kommer til at referere til hende i en model, hvor det tværgående samarbejde bliver prioriteret højt. Rikke Vestergaard får det overordnede ansvar for regionens økonomi- og driftsstyring. Jens Winther Jensen får ansvaret for kvalitet, forskning og innovation, og Michael Goodsite får ansvaret for den regionale udvikling,
Ved receptionen udtrykte regionens sygehuse også store forventninger til den nye koncerndirektion. Administrerende sygehusdirektør for Odense Universitetshospital Niels Nørgaard Pedersen lagde i sin tale også vægt på det gode udgangspunkt, som den nye direktion kan arbejde videre fra:
- I Region Syddanmark er vi faktisk lykkes med mange ting. Det møder jeg ofte en national anerkendelse af. Vi er rigtigt langt med kræftpakkerne, vi arbejder rigtigt godt med patientinddragelse og har fat i noget rigtigt spændende med at få sat patienten bedre i centrum – inspireret af amerikanske Virginia Mason. Det viser noget om, hvad et decentral styret sundhedsvæsen kan, og det har vi alt mulig grund til at være stolte af. Det giver jer et rigtigt godt udgangspunkt.
Der er tale om en hel ny koncerndirektion i Region Syddanmark, hvor alle medlemmerne er nye. Jane Kraglund blev ansat 1. oktober sidste år, Michael Goodsite tiltrådte sin stilling 1. marts i år og Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen gik i gang i deres nye job 1. maj.