Du er her

Windows XP brugere mister adgang til at bruge NemID

Ny version af Java er varslet til at ske midt i sommerferien og bliver en udfordring for de ca. 6,5 pct. af NemID-brugerne, der anvender styresystemet Windows XP på deres computer.

Den 15. juli 2014 kommer der en ny global opdatering af Java, der er forudsætningen for at kunne anvende NemID. Når borgerne opdaterer til den nye version, vil Java ikke længere fungere sammen med styresystemet Windows XP. Det betyder, at Windows XP-brugere efter Java-opdateringen ikke længere vil kunne logge på deres netbank eller offentlige hjemmesider.

”Det er afgørende for digitaliseringen af det offentlige Danmark, at it-sikkerheden er høj, og NemID er nøglen til dette. Derfor tager vi selvfølgelig situationen meget alvorligt, for det rammer potentielt et stort antal borgere og virksomheder. Den teknologiske udvikling går lynende stærkt, og derfor er det generelt vigtigt at holde sit udstyr opdateret eller tage imod de tilbud, der er om at bruge opdateret pc på fx bibliotekerne eller i borgerservicecentrene,” udtaler Lars Frelle-Petersen, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.

Samarbejde om vejledning af brugerne
Digitaliseringsstyrelsen og bankerne anbefaler altid borgerne at holde deres computer opdateret med de seneste sikkerhedsopdateringer, fordi en opdateret computer giver den bedste beskyttelse mod hackere, virus og anden it-kriminalitet. Hvis man ikke har mulighed for at skifte styresystem på sin egen computer, kan man benytte de computere, der stilles til rådighed på borgerservicecentre og biblioteker.

”Udfasningen af Windows XP er en global udfordring, men det ændrer ikke ved, at den enkelte borger kan opleve at komme i klemme. Vores opgave er at rådgive de berørte borgere bedst muligt om konsekvenserne, og hvad de har af muligheder for hjælp,” siger Lars Frelle-Petersen.

På verdensplan udgør andelen af XP-brugere op mod 25 pct. Heldigvis er omfanget langt mindre i Danmark, og antallet er stærkt faldende.

Digitaliseringsstyrelsen vil i samarbejde med kommuner, regioner, banker og andre vigtige samarbejdspartnere arbejde for, at XP-brugerne får en så god vejledning som muligt frem mod milepælen den 15. juli.

Digitaliseringsstyrelsen lancerer om kort tid en mobil version af NemID, som ikke er afhængig af Java. Det betyder, at NemID med nøglekort hen over efteråret bliver uafhængig af Java, når den nye løsning implementeres i bankerne og hos offentlige tjenester.